En måned i Australien - EastCoast
Christian bragte mig til lufthavnen og måtte tænderskærende og neglebidende se til, mens servicemedarbejderen ved check-in meddelte, at jeg ikke kunne gå om bord. Mit E-Visa var åbenbart ikke gyldigt. Heldigvis fandt manden ved hjælp af sin super-visor ret hurtigt ud af, at min nationalitet ikke algerisk, som systemet viste.
Uli og Nic modtog mig i lufthavnen, kørte "hjem" til Kent Street og pludselig befandt vi os på balkonen af deres lejlighed på 25 etage. Gosh! Sikke en udsigt! Lysene funklede bare op til os, mens vi sad derude, slappede af, snakkede og nød kølige drikkevarer og sagde hej til Bob the Cocroach der også hang ud deroppe. Følelsen af glæde men også taknemmelighed spredte sig i maven på mig.
Næste morgen, efter en fantastisk nat (det var så skønt at sove på den sofa!), besluttede jeg mig for ikke at have jet-lag. Vi havde tilmed de bedste planer: Smutte forbi dykker-skolen på Manly og derefter tage til Manly beach for at snorkle lidt i det varme, solskinsrige vejr. Akklimatiseres, det skulle jeg, og få lidt sol på den hvide hud! Da jeg trak gardinerne fra, opdagede jeg til min store forbavselse, at det var gråvejr.
Men det lod mig dog ikke slå ud - i stedet for strand gik vi på opdagelsestur og spise lunch lige ved Sydney Opera. BAM! In your face, gråvejr, stadig seje oplevelser! Her er et billede af et sted, vi holdt en lille pause og mig ved operaen:
Nytårsdag vågnede jeg glad, udsovet og ønskede mig selv tillykke: jeg har overlistet jet-laggen! Meget selvtilfreds kastede jeg et blik på uret. 6.45am. Damn!!!
Et Australsk problem
Vidste I forresten, at Australien har et stort problem? Der er nemlig noget galt med kineserne. Yep, kinesere. Uli og Nic rystede trist på deres hoveder, da de talte om det.
Der er noget med kinesere og Australiere. Allerede da det store guldfeber brød ud i Australien i 1849 har kineserne været organiseret og samarbejdet. På denne måde tjente de flere penge/fandt mere guld end andre folkeslag. Som menneskers natur er, medførte dette, at kineserne ikke var særlig populære hos ikke-kinesere. Det førte til et ret blodigt oprør.
I dag er problemet heldigvis et lidt andet: Kinesere kan ikke finde ud af at stå i kø og de kan ikke finde ud af, at man først lader folk komme ud af elevatoren. Det er et anerkendt og alvorligt problem i Australien, hvilket jeg selvfølgelig har en løsning til. Australien har brug for en Emma Gade, men deres helt egen Mother of How to Behave in Australia! Der skal selvfølgelig mange års research til, for at både Asiater og førhendværende Europæere lærer nye, men særligt for Australien formulerede regler af opførsel. Men jeg er sikker på, at det ville løse problemet!
Nytår, nye oplevelser
Nytårsnat var fantastisk. Vi var på et meget fint, fint restaurant med 10-retters menu og en rigtig god udsigt til fyrværkeriet.
D. 01.01.2013 tilbragte vi med en smuttur til Manly beach, hvor jeg gik i havet for første gang dette år og for første gang i Australien! Pyha, det var suuuper skønt!
Dagen efter tog vi på Kajak- og campingtur i Kangarro Valley!
På turen så jeg mine første Wallabies (grå, små dyr i familie med kænguruen) og den første behårede numse af en Wombat. Wombats er åbenbart ret sky, og jeg har ikke set en siden, desværre. På kajakturen gik jeg også på Wallaby jagt med mit kamera. Jeg har videoer liggende, som jeg må se at lave om til én, så i kan få et godt billede af, hvordan det foregik:) Det var - igen, super flot landskab.
På denne tur blev jeg blandt andet introduceret til
a) Uli's tåsokker og hendes almene følelse for kulde
b) at edderkopper er som smukke, blå stjerner i græsset når lyset rammer dem om natten (men de er ikke farlige)
Turen herefter gik til det smukke Narooma, der lovede på pingviner og sæler. Desværre: For meget vind til en udflugt. Vi var lidt skuffede, men Narooma var smuk og dyr fik vi snart nok af - vi campede på noget, jeg kaldte "Ant-Hill". Bæsterne spiste os dog ikke, og der var solskin, fantastisk mad og smukke strande til os.
Judith på Eventyr
Efter Sydney og road-trip med Nic og Uli var det på tide, at stå på egne ben. Blue Mountains kaldte, og jeg tog afsted! Et fantastisk, lille hostel med søde mennesker, morgenmad og en tilløbet kat ( 
) gjorde opholdet hyggeligt. Der var fare for skovbrand, derfor var nationalparken desværre lukket én dag, hvilket medførte, at man kunne tage en tur op til Echo-point og løbe lidt rundt i et uafspærret område, der skulle have Koala bjørne. Som jeg ikke så. Men jeg så hvide kakaduer, et smukt vandfald og udsigter, der er så smukke, at man holder vejret når man kigger ud over de grønne skove og bjerge.
Da nationalparken blev åben igen, fik jeg mulighed for Canyoning. En halv dags abseilingtraining fulgt af en tur gennem en canyon, højdepunktet: abseiling fra et vandfald. Jeg kan fortælle jer, at der var magi i den canyon. Der voksede mos og træer, vandet funklede og var skønt køligt, når vi vandrede igennem det eller skulle hoppe ned i det fra en lille klippe.
Turen til Blue Mountains var desværre kort, men jeg skulle hjem til Sydney og lære at dykke! Bortset fra, at jeg boede på et horribelt (!) hostel var det så fantastisk at ånde, svømme og se under vand. Det går langsommere end forventet, men mennesker er ikke fisk og skal spare på luften og energi.
Stolt og succesfyldt vendte jeg tilbage til Sydney igen, hvor det var hyggeligt at se Nic og Uli. Uli havde fødselsdag, og jeg nåede akkurat at møde dem til at gå på en 3-hat restaurant med navn "est." 3 hatte er den største anerkendelse, et restaurant i Australien kan få, Michelin-stjerner når ikke denne kontinent. Altså, est. var et meget fint sted, så fint, at de ikke rynkede næsten men smilede venligt, da jeg ankom med en kæmpe bagpacker rygsæk og sved på panden. Uli var så glad - det var så sødt at se hende den aften.
Trods dette var jeg nødt til at forlade de to igen. Jeg skulle til Yamba, hvor jeg befinder mig nu. Stedet fik jeg anbefalet af en pige i Blue Mountains, især "Shane's 10 buck's tour" skulle være et hit. Denne tur består af klippeudspring (ca. 10 meter), pelikanfordring og piranhafordring.
Jeg har været ude og surfe - og det lykkedes! Desværre, ingen billeder af den oplevelse, i stedet blå mærker og nye færdigheder, som jeg kan skrive på mit CV: "Kan holde balancen når bølgerne slår højt".
Shane's 10 buck's tour var fuldt booket, så jeg er nødt til at blive her 2 dage mere end planlagt. Hvilket er lidt kedeligt - det regner, og den eneste aktivitet, man kan nå på gå-fødder er stranden. Så får jeg i det mindste planlagt de næste skridt: Fraser Island!
Fraser Island skulle være fantastisk, så jeg har booket en dyr, men forhåbenlig god tur, der inkluderer 2 overnatninger på et hostel og 2 overnatninger i telte ude i Fraser's ørken/regnskovlandskab.
Alt er godt, savner dog mine venner og kære derhjemme...Så det bliver også godt at komme hjem igen. På et tidspunkt. Der er gået knapt to uger, og der er sket så meget, at det føles som et andet liv. Og det må lige afprøves lidt mere endnu.
